|
|
LISE, HARINDER, NISHA OG VIJAY
HAR DET BEDSTE AF TO VERDENER
af Karin Bech
Eventyrlyst og hårdt arbejde har gjort det muligt at leve skiftesvis på Stevns og i Gudernes Dal i den indiske delstat Himachal Pradesh
I 1995 flyttede Lise og Lise og Harinder med to børn på 11 måneder og 4 år ind i en lille lerklinet hytte i 1.930 meters højde, midt i Kulludalen, "Gudernes Dal". Her er en af verdens smukkeste udsigter, på den ene side en bjergside med et stort vandfald, og på den anden side blomstrende æbletræer og panoramaudsigt til over 5.000 meter høje snedækkede bjerge.
"Toilettet var et lille skur, og vi vaskede alt tøjet og bleerne ved en udendørs vandhane, også om vinteren. Og jeg måtte starte forfra med at lære at lave mad", siger Lise. "Det foregik over et bål, alt skulle laves fra bunden, og råvarerne var helt anderledes. Jeg lærte at lave sunde og proteinrige "dals" af bønner, bage "chappaties" og lave mange andre lækre indiske retter. Dansk mad mætter ikke nok, for man bliver hundesulten af bare at gå ned af de snoede stier til den nærmeste landsby".
FÆLLES INTERESSER
Hytten ligger i en æbleplantage, som Harinders far - der er en anerkendt planteforædler - har grundlagt. "Som barn brugte jeg mange søndage på at plante træer, der var ingen vej uden om", smiler Harinder.
Senere fulgte Harinder i faderens fodspor og studerede planteforædling. "Det var dér, vi mødte hinanden", forklarer han. "Lise havde taget en pause fra Landbohøjskolen og var på et kursus på landbrugsuniversitetet i Delhi. De næste 5 år sendte vi mange breve frem og tilbage, Lise holdt ferier i Indien, og da jeg fik min ph.d., tog jeg til Danmark. Jeg arbejdede i et frøfirma, og Lise blev biavlskonsulent. Vi fik to børn, Nisha og Vijay, og havde det godt. Men drømmen om Himalaya var der hele tiden, så en dag tog vi springet og forlod den trygge danske tilværelse".
MAGI I HIMALAYA
"I de 10 år, vi boede fast i Himalaya, blev hytten forvandlet til et hus, men vi levede stadig helt enkelt, næsten samme måde som naboerne", fortæller Lise.
"Om morgenen startede børnene med at tage sig af vores får og heste. Og da de kom i skolealderen, underviste Harinder i hindi, og jeg stod for alle andre fag, dansk, engelsk, matematik m.m. Det eneste fag, hvor jeg måtte give op, var tysk. Så min 79-årige mor i Danmark fik en pc, og så lærte børnene tysk via e-mail og telefon".
OK AT VÆRE ANDERLEDES
Selv om de saftige æbler fra Kulludalen er eftertragtede i Indien, kunne plantagen ikke forsørge familien. Så Lise arbejdede med biavlsprojekter i store dele af verden, og Harinder havde job hos sit gamle firma i Danmark hver sommer. Hele familien tog med, og børnene fik lov til at gå lidt i dansk folkeskole. Og inden Nisha skulle i gymnasiet, flyttede familien igen til Danmark, hvor Lise nu forsker i bier og bestøvning, og Harinder arrangerer trekkingture og aktive kulturrejser i Indien.
"I Indien var det nærmeste gymnasium 600 km væk", siger Harinder. "Og børnene var glade for at komme til Danmark - de føler sig hjemme i begge lande og har go'e kammerater begge steder. Nu er vi i Indien hver sommer, og der kommer og går naboerne, som de vil, præcis som tidligere. Heldigvis klarer børnene sig også godt i den danske skole og har ikke noget imod at skille sig ud fra de andre. "Jeg ér jo anderledes", siger Nisha, som helt sikkert vil "hjem" Himalaya i en længere periode, når hun er færdig med gymnasiet".
DET MAGISKE HIMALAYA
Himalaya strækker sig som en halvmåne gennem Bhutan, Tibet, Nepal og Indien. Størstedelen af bjergkæden ligger i Indien, og området byder på enorme geografiske og klimamæssige forskelle. Fx er Kulludalen ekstremt grøn og frodig. Mens den næste dal, Spiti, er barsk og nøgen. Kulturen er også vidt forskellig fra dal til dal. Mens de fleste i Kullu taler en lokal dialekt, er hinduer og samtidig tror på deres egne gamle guder, er indbyggerne i Spiti en tibetansk etnisk minoritet, der taler et andet sprog og er buddhister. De store forskelle gør det til en stor oplevelse at vandre fra dal til dal i Himalaya, siger Harinder, der som barn ofte krydsede bjergpassene for at besøge andre landsbyer og samle urter.
TREKS OG VANDRETURE I ALLE SVÆRHEDSGRADER
I Himalaya kan man udfordre sig selv med treks over høje snedækkede pas, eller man kan vandre fredsommeligt langs brusende floder og gennem maleriske hinduistiske og buddhistiske landsbyer nede i dalene. De fleste steder har livet været levet næsten uændret gennem århundreder, og på vejen kan man besøge templer, hellige steder og klostre. Det er også muligt at kombinere trekkingture med yoga- og meditationsundervisning undervejs, eller at kaste sig ud i river rafting og andre aktiviteter. Det kan du fx læse mere om på magicalhimalaya.dk
PS: Rejsebureauet Magical Himalaya laver også kultur- og rundrejser i Indien.
|