|
|
Oplevelser fra Klassisk Zanskar Trek
af Birthe Pedersen og Jonna Færø
Allerede da vi landede i New Delhi, blev vi straks indhyllet i den fugtige tropiske hede. Det mylder af mennesker, andre levende væsner og trafik i alle afskygninger, man her blive vidne til, er et herligt angreb på alle sanser.
Vi blev mødt med smil, venlighed og personlig varme, der gav os en meget stærk fornemmelse af, at intet på denne tur kunne gå galt. Denne oplevelse blev på intet tidspunkt på turen gjort til skamme. I så fald ville vi selv være ude om det.
Fra vi i bil havde forladt millionbyen, til vi tog vandrestøvlerne på, fik vi på den første lange dagsrejse en oplevelse af, hvor markant landskabet og menneskenes levemåde ændrede sig. "Velstand" og ordnede forhold satte i højere grad sit præg på områderne, jo mere vi nærmede os Kulludalen.
Her begyndte eventyret for alvor at tage form, og da vi nåede frem til den smukke lille landsby, Naggar, med udsigt til "Gudernes dal" og sneklædte tinder, var vi ikke et øjeblik i tvivl om, at vi var på vej til Verdens tag. Det var en fantastisk oplevelse at vandre gennem disse frugtbare områder, og farverne og stemningen i de små landsbyer nærede både sind og sjæl.
Alle steder blev vi mødt af et virksomt, muntert og venligt stemt folkefærd. Ligeledes var det hyggeligt og rart at besøge Lise og Harinder i deres skønne indiske hjem lidt udenfor Naggar. Her nød vi en bedre frokost og stor gæstfrihed.
På vores vej videre fra den lejr, hvorfra vores trek skulle begynde, fik vi et virkeligt godt indblik i de vældige vejstrækningers tilblivelse. Et imponerende håndværk, der indgyder en den største respekt for de mennesker, der måtte være involveret i dette vældige, hårde og slidsomme arbejde.
Som vejnettet snævrede ind til små stier, forvandledes ruten til et overvældende landskab med høje sneklædte bjerge og dybe dale gennemskåret af brusende floder. Og mødet med dets charmerende folk var betagende.
Når man langsomt bevæger sig afsted på smalle stier med stejle stigninger, ændres ens vejrtrækning, og hjertet banker lidt hurtigere end normalt. Højderne lader os naturligvis ikke upåvirket bare sådan drage forbi.
Lidt ondt må det vel gøre. Men den pine eller smerte, om man vil, bliver gjort til skamme af de åbenbaringer, der bestandig møder en på ruten. Lige som man synes, man er på vej ind i en klippevæg eller ned i en dyb kløft, drejer stien ganske rundt med en, og udsigten til det høje åbner sig, og så langt øjet rækker. Og nede i dybet fosser floden lydløst afsted mellem smalle klippevægge. Andre gange flugter øjnene ud over saftige grønne bygmarker omgærdet af ornamenterende stensætninger.
Så en lille lund med beskedne vandløb og skønne rosentræer i fuld flor, og med et hæfter blikket sig til et tilsyneladende beskedent kloster klinet op ad en kæmpemæssig fjeldvæg. Også en spadseretur gennem landsbyerne vækker ens betagelse og undren. Her møder man børnenes nysgerrige og skælmske blikke og glade ansigter, og de voksne hilser venligt og holder sig ærbødigt i baggrunden, mens vi ivrigt betragter dette, for os så fremmedartede og smukke sceneri, gennem kameralinsen. De lader sig ikke distrahere af evt. anmasende turister, men klarer det hele med en venlig hilsen og et stort smil. Herligt er det også at forlade disse små klynger af lerklinede huse med en hale af snakkende børn efter sig. (Hvilken fremtid venter disse skønne unger?)
Idet vi stort set på hele ruten har haft floden som vores tro følgesvend, dog for det meste i ærbødig afstand, var det en dejlig oplevelse at komme tæt på og sætte sig ned ved flodbredden og nyde den medbragte mad. Som kompensation for ikke at drikke af floden, var det skønt, at det flere gange var muligt at krydse den til fods. Dejligt koldt og forfriskende, også lidt vildt. Og var man ikke i besiddelse af det kække mod, var der altid en hesteryg til rådighed. Havde vi ikke de djærve små arbejdsomme heste ved vores side, havde vi ikke klaret strabadserne. Det var altid et interessant brud på turen, når en flod skulle krydses. Broer af forskellige slags, nogen mere vaklevorne end andre, banede vej for os over det svulmende vand. Som de farvestrålende bedeflag blafrede i den klare, tørre brise, skvulpede vandet under os, og jeg kunne bare forestille mig, hvor koldt det måtte være. Samtidig tænker man ved sig selv, i hvor mange millioner år har det løbet sådan, og hvor længe vil det blive ved med at løbe?
Det mest betagende ved ruten var at opleve kontrasten mellem det vældige bjerglandskab og den beskedne og ydmyge måde befolkningen indretter sig på. Tilsyneladende tager den ikke mere fra naturen, end den igen kan tilbagelevere. Der hersker en form for balance og harmoni, som vi slet ikke kender til i den vestlige/rige del af verden.
Her får jeg lyst til at citere Goethe's Faust: "Fanden giver kun gode gaver, du kan få, hvad du vil ha', men du bliver aldrig tilfreds.
Jeg synes alt på turen var nøje afstemt efter den enkeltes behov. Spisepausen, som jo var et vigtigt punkt på dagsordenen, lå altid lige på det tidspunkt, hvor vi havde mest brug for den. Ikke fordi sulten på noget tidspunkt plagede os, men en god solid madpakke i rygsækken gav os en fin anledning til at sætte os ned sammen et sted på bjergsiden eller ved en flodbred for at nyde den store stilhed og den vældige natur.
Ligeså rart og velgørende var det at kunne vandre i sit eget tempo og blot sætte sig ned og suge til sig af al den skønhed, vi var omgivet af.
Maden var meget varieret, velsmagende og godt tilberedt af friske råvarer. Jeg fik en dejlig, behagelig mæthedsfornemmelse efter hvert måltid, der altid bød på en eller anden herlig overraskelse. Undertiden undrede jeg mig over, hvordan det overhovedet var praktisk muligt at fremtrylle festmåltider af en sådan art under så beskedne forhold.
Også det grydebagte brød smagte fortrinligt. Både om morgenen og når vi kom hjem fra vores lange vandring var det så velsignet dejligt med de varme drikke som bl.a. kaffe, chai, lemon-te, og spændende snacks at fedte gummerne med.
Hver gang jeg havde siddet til bords i spiseteltet, følte jeg altid, at jeg var blevet en oplevelse rigere. Især om aftenen, når sulten var stillet og mørket faldet på, var det altid hyggeligt og rart med en god snak omkring bordet.
Guidningen på turen var helt igennem perfekt, og alt var vel tilrettelagt og godt timet. Der var også en fin koordination af arbejdsopgaverne imellem jer (Harinder og Lise). I havde med det samme en hel klar fornemmelse af, hvordan vi var til mode og hvilke behov og ønsker, vi hver især havde.
Ligeledes formoder jeg, at vi alle havde en stærk oplevelse af at være i gode hænder. Der blev i høj grad taget hensyn til den enkeltes behov for og trang til at vandre i sit eget tempo. Alle fik mulighed for at hvile ud, holde pause, og ingen blev ladt i stikken.
I havde begge en fin sans for at takle vanskelige opgaver. Jeres gejst og entusiasme for bjergvandring og det liv, der udfolder sig på Verdens tag, forplantede sig til os andre. Jeres humor, gode humør og opmuntrende ord, jog alle vore bekymringer for dette og hint på flugt.
Endelig har det været meget interessant og af stor betydning for os at blive guidet af mennesker, der har en bred viden om landets historie, religion og sprog, og som har et dybt kendskab til lokalsamfundet. I har begge to i alle måder udvist den største kompetence og ekspertise.
Det har været en stor glæde og fornøjelse at møde jeres stab. Både hestefolk, kok og køkkenfolk var meget venlige, imødekommende og utrolig hjælpsomme. Jeg fornemmede, at kemien mellem dem var særdeles god. Sammen med vore guider var de med til at skabe en behagelig stemning og dermed et rum, hvori vi alle kunne føle os sikre.
Endnu mens vi om morgenen lå i vores soveposer og efter en god nattesøvn langsomt begyndte at røre på os, kunne vi høre kokken og hans folk pusle og småsnakke i køkkenteltet.
Og inden vi overhovedet fik øjne, lød der uden for teltdøren en venlig og behagelig røst:"Så er der kaffe, te og kakao". Jeg ønskede altid kaffe med mælk, vel nok den mest vidunderlige morgendrik jeg nogensinde har fået. Og alt blev serveret på smukkeste vis.
Vandrende rundt på Verdens tag med udsigt til hellige bjerge, små og dog majestætiske klostre, som ofte er pynteligt placeret på toppen af et bjerg, og mødet med venligtsindede munke i færd med deres daglige rutiner af rengøring og stille bøn, ændres ens mentale tilstand så radikalt, at rummet omkring en opleves som gennemsyret af mystik, magi og spiritualitet. Øjeblikket fornemmes så intenst, at et før og et efter slet ikke er til. Der er kun Nuet. Et helt specielt Øjeblik, vi sikkert alle gerne vil fanges af, men som vi bestandig flygter fra, uden at vide hvorhen.
Det er med stor glæde og i dyb taknemmelighed jeg ser tilbage på denne pragtfulde rejse sammen med jer, Lise og Harinder og jeres to dejlige børn.
I har gjort og gør et kæmpe flot arbejde og videregiver derved de mest vidunderlige oplevelser til mange mennesker. TAK!
|
