![]() |
| Ture og datoer | Tilmelding | Download brochure | Nyhedsbrev | Kontakt os | Nyt fra Himalaya |
|
Gyldne Trekant og Ranthambore Tiger Reservat. Agra - Bharatpur - Sawai Madhopur - Jaipur - Mandawa - Delhi. Turens højdepunkter: Taj Mahal i Agra, fuglereservat og landsbybesøg i Bharatpur, tigre i naturen i Ranthambore Tigerreservat, historiske herligheder i Jaipur, magiske dage i Shekhawati-Mandawa og sightseeing i Delhi. Tre byer, Delhi, Agra og Jaipur danner en geografisk trekant i Nordindien, som kaldes den Gyldne Trekant og er et af de mest populære turistmål i hele Indien. Disse byer deler mange kulturelle højdepunkter blandt andet Taj Mahal og Fatehpur Sikri. Der er naturfugle- og tigerreservater i området, og der er eventyrslotte og -paladser fra fortiden. Den Gyldne Trekant tur kan laves med mange variationer for eksempel Jat højborgene Bharatpur og Deeg, Ranthambore tigerreservat og den vidunderlige Shekhawati region.
Rejsebeskrivelse Delhi I samme øjeblik man lander i Delhi, oplever man den spændende indiske virkelighed. Det syder af aktivitet udenfor lufthavnen, der er et væld af sorte og gule taxaer, og man får en underlig følelse af at være langt væk og tæt på på en gang. Vi kører direkte til vores behagelige hotel i Delhi. Mange kongeriger er kommet og gået gennem Indiens spændende historie, siden Delhi første gang var hovedstad i de mytiske Pandavaers kongerige. Dengang hed den Indraprastha. I nyere tid i 1911 flyttede Briterne Indiens hovedstad fra det fjerntliggende Calcutta til Delhi. New Delhi er planlagt og bygget af den engelske arkitekt Edwin Lutyens i samarbejde med Herbert Baker. Den ligger sydvest for Old Delhi, som også bliver kaldt "walled city" eller Shahjahanbad. Vi tager på en sightseeing tur i Delhi. Delhi er på alle måder en millionby. Der er et vældigt leben, og ved første øjekast kan alt synes kaotisk, men giver man sig lidt tid, opdager man, at den har sin helt egen orden. Delhi har mange seværdigheder. Vi begynder turen med at besøge Rajghat, som er Mahatma Gandhi's mindesmærke. Herfra kommer vi tilbage til den gamle Delhi by, hvor vi tager en tur gennem Red Fort, der blev bygget af moghulerne i deres storhedstid. Turen fortsætter forbi India Gate. Om eftermiddagen ser vi Qutub Minar, som med sin 72,5 meter er den højeste minaret i verden. Vi kommer til Lotus templet, som er Bahai religionens flotte tempel. Sidst på eftermiddagen kommer vi til et spektakulært Moghul Monument, som hedder Humanyuns Tomb. Tomben står majestætisk i en stor have og er meget imponerende. Det er et UNESCO world heritage site. Agra, Taj Mahal og Fatehpur Sikri På rejsens tredjedag er vi nået til Agra, hvor vi besøger det smukke kærlighedsmonument Taj Mahal. Den femte moghul kejser Shah Jahan byggede Taj Mahal til minde om sin elskede hustru, Mumtaz Mahal. Vi besøger også det storslåede slot Red Fort, hvor Shah Jahan tilbragte de sidste dage i sit liv under husarrest af sin søn, og hvorfra han kunne sidde og kigge over til Taj Mahal og sin elskede hustrus grav. Dagen efter besøger vi Fatehpur Sikri, som ligger lidt udenfor Agra, og som i en kort periode var hovedstad i Moghul kongeriget. Den første Moghulkonge Babur besejrede den lokale Rajputkonge, Rana Sangha, som også hed Sangram Singh, i krigen ved Khanwa i nærheden af Sikri. Baburs søn Akbar grundlagde Fatehpur Sikri som sin hovedstad og regerede en kort tid herfra. Senere flyttede han til Lahore og så tilbage til Red Fort i Agra, som herefter blev hovedstad i Moghul kongeriget, og hvorfra de i en lang periode styrede hele Nordindien. I dag ligner Fatehpur Sikri en spøgelsesby, men den minder os om den store kærlighed Moghulerne havde til arkitektur og om den lange blomstrende periode, hvor Moghulkongedømmet var på sit højeste. Senere på dagen tager vi videre fra Agra til Bharatpur, som ligger i et Jat-område. Jaterne er kendt for uafhængighed, uregerlighed, lighed og demokrati. Op gennem historien har Jaterne haft en udpræget fornemmelse for lighed, og det var almideligt, at Jaterne etabelerede mini-demokratier i deres landsbyer. Jaterne er kendt for ikke at tage tingene, som de er, men som de skal være. De er enormt gæstfrie. Vi skal besøge nogle lokale jatlandsbyer om eftermiddadgen og møde den lokale befolkning. På rejsens femtedag tager vi til Keoladeo Ghana fuglereservat om morgenen og nyder fuglelivet i et af de mest enestående fuglereservater i Indien, hvor der bl.a. kommer trækfugle fra Sibirien og Centralasien. Morgenen er det bedste tidspunkt at besøge reservatet, da fuglene er mest aktive på dette tidspunkt. Selv for ikke-fugleinteresserede er Keoladeo Ghana fuglereservat meget interessant, fordi sådan en morgentur i naturen i cykelrickshaw simpelthen er berigende. Sawai Madhopur og Ranthambore Tigerreservat Senere på dag 5 kører vi til Sawai Madhopur, hvor Ranthambore tigerreservat er beliggende, og checker ind på vores hotel sent på eftermiddagen. Vi bruger sjettedagen til at se Ranthambore National Park. Den er ca. 400 kvadratkilometer stor og giver en af de største muligheder i verden for at se indiske tigre. Parken er stor nok til, at man kan se tigre i naturlige omgivelser og lille nok til, at man har store muligheder for at se dem. Udover tigre er der leoparder, vildsvin, krokodiller og mange rådyrarter som sambhar, chital og nilgai. Der løber mange små bække i reservatet, og der er store floder som Chambal og Banas udenfor reservatområdet. Landskabet ligner en typisk indisk jungle med mange træarter, små bjerge fra Aravali bjergkæden, klipper og åbne buskområder. Typisk kører man i små jeeps eller små lastbiler, som kaldes Canter (bilnavn) med sæder. Man kan lave to besøg til reservatet, et tidligt om morgenen og et om eftermiddagen. Selvom chancen for at spotte en tiger i Ranthambore er stor, er der ingen garanti for, at man vil se en. Jaipur og Amber Efter en rolig morgen i Ranthambore kører vi på syvendedagen videre til det historiske Jaipur, som er Rajputernes højborg. Jaipur blev grundlagt af Sawai Jai Singh i 1727 og er måske Indiens første planlagte by. Byen er arrangeret i 9 kvadrater, som kaldes chokri, med brede boulevarder med butikker på begge sider. Byen blev malet lysrød som velkomst til Prins Albert, den britiske dronning Victorias ægtefælle, og byen kom derfor til at hedde "Pink City" eller den lysrøde by. I Jaipur skal vi besøge City Palace, som ligger i hjertet af den gamle bydel. Her er der mange interessante samlinger af Rajasthans mange farvestrålende klædedragter, gamle våben og kunstværker. Lige ved siden af City Palace ligger Jantar Mantar, som er et observatorium. Jaipurs observatorium er det største af fem observatorier, som Sawai Jai Singh byggede. De mange komplekse instrumenter i observatoriet vidner om indisk astronomis mange højdepunkter. Efter et spændende besøg i observatoriet besøger vi det herlige Hawa Mahal , som betyder vindens palads. Digteren og kongen Sawai Pratap Singh byggede paladset for de kongelige damer, så de uset kunne sidde og holde øje med gadens aktiviteter i kølige og behagelige omgivelser. I dag er Hawa Mahals facade Jaipurs mest kendte og fotograferede tegn. I Amber, som ligger lidt udenfor Jaipur, ligger det majestætiske Amber Fort, som vi skal besøge på ottendedagen. Det blev bygget for mere end 200 år siden af de tre konger Raja Man Singh, Mirza Raja Jai Singh og Sawai Jai Singh. De fantastiske, velbevarede paladser, templer og pragtfulde haver i Amber transporterer en tilbage til tiden, hvor Jaipurs Kachhwahadynasti var det mest magtfulde i hele Rajputana. Rajputana er et gammelt navn for Rajasthan, som repræsenterede et stort område, som var under Rajputkongernes magt. Shekhawati og Mandawa Rejsens niende dag starter vi med en afslappet morgen i Jaipur, og så kører vi fra Jaipur til Mandawa, der ligger i Shekhawatiregionen i Rajasthan. Shekhawati er et ørkenagtigt område, som er helt fantastisk farverigt og fascinerende. Det bliver ofte kaldt et udendørs kunstgalleri på grund af sine mange gamle, uhyre smukt dekorerede rigmandshuse, der vidner om den store handel, der blomstrerede her i tidligere tider. Shekhawati betyder Shekhas Klans land, og det har fået sit navn fra Rao Shekha, som levede fra 1433 til 1488. Undervejs til Mandawa kommer vi til Nawalgarh, hvor vi ser nogle af Shekhawatiregionens flotteste freskoer. På tiendedagen tager vi tilbage til Delhi, hvorfra vi efter en oplevelsesrig rejse flyver til Danmark. Dag til dag program Dag 1: Afrejse. Dag 2: Sightseeing i Delhi. Dag 3: Delhi til Agra og Taj Mahal. Dag 4: Fatehpur Sikri og Bharatpurs landsbyer. Dag 5: Bharatpur fuglereservat og til Sawai madhopur. Dag 6: Ranthambore tigerreservat. Dag 7: Til Jaipur. Dag 8: Jaipur- , Rajputaerens højborg. Dag 9: Jaipur til Mandawa. Dag 10: Mandawa til Delhi. Dag 11: Ankomst i Danmark. |
|
| © Magical Himalaya ApS, CVR 28971184 |